Svanemærkede lejeboliger stiller nye krav til drift og lejere

Med The Hill har PKA gjort det muligt for lejere at bo bæredygtigt. De 71 nye lejeboliger i Hillerød er nemlig de første i Danmark til at opnå svanemærket.

På vegne af PKA står DEAS for administration og drift af boligudlejningsejendommen The Hill, der blev taget i brug i slutningen af 2017. For at blive svanemærket skal et byggeri leve op til en række detaljerede krav til bl.a. energieffektivitet, indeklima og materialer – både i opførelsen men også i ejendommens videre levetid.

Vi er sammen med PKA samt Dansk Standard, der er auditør, blevet udfordret på at tænke ud af boksen for at sikre, at vi lever op til svanemærkets krav. Der findes ikke erfaringer fra andre svanemærkede lejeboliger, som vi kunne læne os op ad, så vi har arbejdet med at sætte rammerne for et helt nyt driftsetup,

siger Per Rønn Andreasen, der er afdelingschef for Facility Services i DEAS. 

Der stilles bl.a. specifikke krav om, at der udelukkende benyttes svanemærkede rengøringsmaterialer, og at der ikke anvendes vejsalt til glatførebekæmpelse. 

Del af PKA’s klimastrategi

For PKA er svanemærket en vigtig del af pensionsselskabets klimastrategi. 

Svanemærket er garant for, at The Hill har lavt energiforbrug, sundt indeklima og fokus på bæredygtighed i hele ejendommens levetid. Det ligger fint i forlængelse af vores medlemmers holdninger.
Samtidig er byggesektoren en af de store CO2-udledere, og ved at svanemærke ejendommen, sikrer vi, at PKA bidrager til større bæredygtighed i ejendomsbranchen. Det er et led i PKA’s klimastrategi, hvor vi investerer for at skabe gode afkast og samtidig gøre en positiv forskel,

siger Peter Gravesen, porteføljemanager i PKA.

Selskabet opfører i øjeblikket yderligere 85 svanemærkede lejligheder i Irmabyen i Rødovre, som står klar til september 2018.

Interessen for svanemærket byggeri er også generelt stigende i branchen. Der er sket en fordobling i antallet af svanemærkede lejligheder, huse og institutioner i Norden på bare to år. Og mere end 7.000 nye enheder er på vej, oplyser Miljømærkning Danmark. 

Lejere med grøn profil

En svanemærket ejendom stiller ikke blot nye krav til ejendomsdriften. Beboerne skal også efterleve en adfærd i hverdagen, der har fokus på klima og sundhed. 

De forpligter sig derfor i lejekontrakten bl.a. til udelukkende at benytte miljøvenlige produkter, når de gør rent, og til at vælge AAA-hvidevarer, hvis de skal udskiftes.

Lejerne skal ville den grønne levevis, og vi skal kunne dokumentere, at de benytter de rette materialer, når de vedligeholder lejlighederne.
Vi skal også sikre, at vores samarbejdspartnere overholder svanemærkningens krav, når der i fremtiden skal udføres løbende vedligehold og renoveringer. Så det er en spændende og lærerig proces,

siger Per Rønn Andreasen.

Kort om svanemærket byggeri

  • Svanemærket er Nordens officielle miljømærke, der har som overordnet mål at mindske forbrugets samlede miljøbelastning.
  • Et svanemærket byggeri lever op til en række skrappe krav til blandt andet energieffektivitet, indeklima og materialer. 
  • En konsulent hos Miljømærkning Danmark kontrollerer alle oplysninger og foretager kontrolbesøg af byggeriet. 
  • Der foretages også en gennemgang af en uvildig tredjepart af både byggeproces og det færdige byggeri.

Kilde: Miljømærkning Danmark

Udgivet 21. marts 2018

Cases

Se, hvad vi gennem tiden har gjort for vores kunder.

Gå til cases