Liv til ejendomme - Fra soldaterskole til ungdomsboliger med sjæl

PKA købte Konstabelskolen fra 1937 med det formål at omdanne ejendommen i tre plan til ungdomsboliger.

Ejendommen var bevaringsværdig men i en teknisk dårlig stand og havde ligget ubenyttet hen i mange år.

Med bl.a. tegnestuen Vandkunsten som arkitekt og DEAS som bygherrerådgiver gik ombygningsprocessen i 2014 i gang.
"Udfordringen i dette projekt har været at bevare sjælen, give beboerne gode rammer for deres dagligdag og samtidig opnå et færdigt resultat, der fremadrettet kan driftes uden at være for omkostningstungt," siger Peter Krog, projektleder i DEAS’ afdeling for bygherrerådgivning.

Resultatet blev en unik ejendom med et udlejningsareal på cirka 3.400 m2, der rummer 84 ungdomsboliger med et, to og tre rum samt en underetage på 780 m2 indrettet til bl.a. fællesrum.
Samtidig med den indvendige renovering har bygningen gennemgået en energirenovering med udvendig isolering, som lader bygningens karakteristika fremstå uændret.

Militær historie

DEAS bidrog med en helhedsbetragtning, som blandt andet er slået igennem i materialevalget og i æstetiske beslutninger undervejs i projektet.

"Noget af det, vi lagde vægt på i vores rådgivning, var at lade bygningens historie skinne tydeligt igennem. Murenes rå beton og de pudsede vægge er bevarede. Og den militære historie er afspejlet i bygningens farver, hvor blå, gul og grå repræsenterer henholdsvis søværnet, hæren og flyvevåbnet på hver etage. Vi understregede også vigtigheden af at bevare det originale indgangsparti, selv om det betød færre boligkvadratmeter," siger Peter Krog.

Boligerne stod indflytningsklar 1. februar 2015, og alle boliger var udlejet inden indflytning. Huslejen ligger på cirka 4.000-6.000 kr. pr. måned.

Danmarks bedste renovering

I september 2016 blev Konstabelskolen kåret som Danmarks bedste renovering, da holdet bag vandt RENOVER prisen 2016.

”Det er forfriskende og inspirerende at se, hvordan slid og forfald kan iscenesættes som kvaliteter i et moderne renoveringsprojekt. Konstabelskolen er et glimrende eksempel på, at en bevaringsværdig bygning kan indrettes med nye funktioner med store brugsmæssige kvaliteter og med respekt for bygningens historie og arkitektur,"

sagde Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania, i anledning af kåringen.

Bygherre: PKA. Arkitekt: Tegnestuen Vandkunsten. Ingeniør: Erik Pedersen ApS. Opført af: Sjælsø A/S. Bygherrerådgiver: DEAS

Kreditering for billede: Renoverprisen og Melissa Ørnstrup.

Udgivet 02. november 2016

Kontakt

Per Thomassen

Senior Director
Technical Building Consultancy
Bliv kontaktet

Bygherrerådgivning

Vi tilbyder byggeteknisk rådgivning og byggestyring fra idé til aflevering.

Læs mere