Gode råd til de studerendes boligjagt
Pressemeddelelse: På lørdag den 28. juli får mange tusind unge svar på, om de er kommet ind på deres drømmestudie. Studiestart betyder for mange også et akut boligbehov. Grundigt benarbejde, netværk, tålmodighed og en åben indstilling er et godt sted at starte boligjagten.
Brug bolig- og kollegieportalerne
Ejendomsforvaltningsselskabet DEAS udlejer hvert år over 6.000 lejeboliger via udlejningsportalen Findbolig.nu og har samlet en række gode råd til de boligsøgende.
Der er ingen tvivl om, at de nye studerende står over for et svært lejeboligmarked. Der er stor efterspørgsel efter lejeboliger i de store byer, og det har betydning for lejeniveauerne og mulighederne for at komme i betragtning,
siger Maivi Herup, udlejningschef i DEAS.
Der findes en lang række boligsites, som kan hjælpe med at afdække markedet, og som enkelt og effektivt formidler ledige lejeboliger. DEAS favner med sin boligsøgningsportal Findbolig.nu også studie- og ungdomsboliger. Men også kollegieværelser er en mulighed de boligsøgende med fordel kan overveje.
Vær realistisk og tålmodig
Udlejningschefen i DEAS råder de kommende studerende til at være åben over for andre muligheder og placeringer, end man umiddelbart har som førsteprioritet.
Det er fornuftigt at skrive sig op til en studie- eller ungdomsbolig i så god tid som overhovedet muligt, men vi ved også af erfaring, at mange unge ved studiestart står i en akut boligsituation. Derfor gælder det om at være både realistisk og tålmodig samt om at bruge sit netværk,
siger Maivi Herup.
Udgivet 25. juli 2018