Black Friday sætter ny rekord i danske shoppingcentre

Pressemeddelelse: Antallet af besøgende steg i år med 7% på årets Black Friday i de 16 shoppingcentre, som DEAS administrerer og driver på vegne af Danica Pension.

I Danmark har interessen for Black Friday været i eksplosiv vækst. På bare fem år er Black Friday gået fra at være et ukendt fænomen til at blive en af årets største handelsdage. De danske shoppingcentre har ført an i denne udvikling, da de med deres store antal af butikker samlet på ét sted giver kunderne optimale forudsætninger for at få alle de gode tilbud hos de forskellige kæder og butikker.

Årets Black Friday den 24. november satte igen ny rekord i det samlede besøgstal i de 16 shoppingcentre, som ejendomsforvaltningsselskabet DEAS administrerer og driver på vegne af Danica Pension. Antallet af besøgende steg i år med 7%. Sidste år endte Black Friday på en klar 1. plads over shoppingcentrenes største besøgsdage, ikke engang overgået af den store juleindkøbsdag d. 23. december.

Black Friday er blevet en særdeles vigtig omsætningsdag i detailhandlen, som vi har haft stort fokus på at planlægge og klargøre. Vi oplever, at rigtig mange handlende tager på shopping i centrene, hvor de kan se og mærke varerne, blive underholdt og få en helhedsoplevelse,

siger Finn Sture Madsen, afdelingsdirektør i DEAS.

Den største besøgsvækst på Black Friday 2017 ses i de mellemstore centre, mens de store centre ligger mere stabilt.

I år har Black Friday også for alvor gjort sit indtog på internettet, hvor både de traditionelle kæder og de rendyrkede webshops har haft Black Friday-tilbud, men altså uden at det har haft en negativ afsmitning på besøgstallet i shoppingcentrene.

Tværtimod har den massive markedsføring været med til at skabe yderligere interesse for Black Friday og givet flere købelystne kunder ekstra grunde til at besøge shoppingcentrene.

Udgivet 27. november 2017

Kontakt

Finn Sture Madsen

Afdelingsdirektør
Center Management & Key Accounts
Ring mig op

Cases

Udvikling og administration målrettet det enkelte shoppingcenter.

Se cases