Har du styr på din indboforsikring?

Hvis uheldet er ude, er det vigtigt at have en forsikring, som kan hjælpe dig videre. Det gælder også, når du bor til leje.

Du har selv ansvaret for at forsikre dine ting i boligen, og som lejer er du godt dækket, hvis du har en indboforsikring. Den dækker nemlig bredt.

Først og fremmest dækker den alle de løsøre, som man kan tage med sig, når man flytter fra et sted til et andet. Det vil sige fx møbler, tøj, tv, cykel og haveredskaber. Det gælder også ting, man har lånt eller lejet af andre.

Derudover dækker en indboforsikring også, hvis der opstår en vandskade, ved tyveri og hærværk. Og ved brand i ejendommen vil man normalt være omfattet af en genhusningsgaranti.

Pas på opbevaring i kælder og loft 

Der er nogle begrænsninger i indboforsikringen, som man skal være opmærksom på, hvis man opbevarer sine ting i et kælder-/loftsrum, udhuse/garager m.v. Her er det typisk kun almindeligt privat indbo, som er dækket af forsikringen, fordi denne slags rum er uden opsyn og dermed mere udsat for fx tyveri.

Værdigenstande som smykker samt alt fra spiritus, vin, buskort, tv til penge vil således ikke være dækket.

Vandskader

Noget andet gælder, hvis der er tale om vandskade i en kælder i forbindelse med et skybrud. Så vil en indboforsikring i langt de fleste tilfælde dække skader på indbo, hvis ejendommen står på en støbt sokkel.

Dog har nogle forsikringsselskaber krav til, hvordan opbevaringen sker. Der kan eksempelvis være krav om, at indboet skal stå oven på noget.

Forsikringen dækker alle på adressen

En indboforsikring dækker hele husstanden. Det vil sige, at alle, som bor på samme folkeregisteradresse, er omfattet af forsikringen.

Faktisk er selv udeboende børn dækket af deres forældres indboforsikring, indtil de er 21 år – forudsat at de bor alene.

Husforsikring og indboforsikring

Man sondrer imellem bygningsforsikring (husforsikring) og løsøreforsikring (indboforsikring). 

I en udlejningsejendom har udlejer ansvaret for at forsikre bygningen samt tag, lofter, vægge, gulve og køkkener. 

Udlejers forsikring dækker dog normalt ikke i de tilfælde, hvor lejer selv har installeret bygningsdele som fx køkkeninventar, nedhængte lofter, skillevægge og gulvbelægninger.

Udgivet 08. marts 2018

Send os besked og opgaver døgnet rundt med DEAS 24syv.

Hent app

E-service

Vil du opsige dit lejemål eller bytte med andre? Udfyld en digital blanket.

Læs mere