Møl

Møl er skadedyr, hvis larver kan gøre skade på dit indbo og madvarer. Få konkrete råd og vejledning her.

De findes i mange arter, former og farver. Mest almindelige er klædemøl og pelsmøl, hvis larver ødelægger tøj og møbler. Hertil kommer frømøl og klistermøl, hvis larver spiser fødevarer såsom havregryn, ris, mel, linser osv., men nogle gange også tøj og møbler. De voksne møl spiser ikke. 
 
Tydelige tegn på møl og larver er huller i tøj og møbler, og at fødevarer klumper, ændrer udseende og lugter eller får et klæbrigt spind.  
 
Er du uheldig at have fået møl, er hjælpen nær: 

1. Kontakt DEAS, allerede når du ser det første dyr! 

Møl er skadedyr. De er ikke farlige for dig, men deres larver kan gøre skade på dit indbo, da de godt kan lide at gnaske i bl.a. møbler, tøj og tæpper. Kontakt os derfor så hurtigt som muligt, for at standse skaden og få udbedret problemet. Send gerne et billed med af dyrene.
 
Du kan kun blive erstatningspligtig, hvis du kendte til skadedyrs problemet, men ikke har informeret udlejer rettidigt. 

2. Grundig rengøring

Foretag grundig og hyppig rengøring, særligt i skabe og skuffer. Støvsug overalt. Husk at putte støvsugerposen i en lukket plastikpose, før den smides ud udenfor, da der kan være møl i. 
 
Rengør med mølmiddel, der indeholder stoffet permethrin, der har langtidseffekt. Husk revner og sprækker. 
 
Tøj skal i vaskemaskinen ved 60°C, i tørretumbleren eller i fryseren ved -18 til -20°C. Fryseren er den mest besværlige løsning, da tøjet ikke må ligge for tæt, da kulden skal kunne trænge helt ind. Desuden tager det en-fire dage før møl dør i fryseren. 
 
Alt der ikke kan vaskes i vaskemaskine, skal til kemisk rensning.  

Bor du i andels- eller ejerlejlighed, der administreres af DEAS

Bor du i andels- eller ejerlejlighed, gælder lejeloven ikke. I dette tilfælde skal alle beboere i din boligblok være enige om at bekæmpe problemet, da det er ejendommen, der hæfter. 
 
I tilfælde, hvor enkelte beboere nægter at være med, kan kommunalbestyrelsen pålægge vedkommende at deltage. Dette er ifølge kapitel 5 § 13 i 'Bekendtgørelse om ikke-erhvervsmæssigt dyrehold, uhygiejniske forhold m.m.', hvor der står: 
 
"Kommunalbestyrelsen kan påbyde, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til udryddelse af skadedyr af hensyn til at undgå eller begrænse ulemper, uhygiejniske forhold og lignende."