DEAS benytter MitID til digitale underskrifter

MitID

deas-mandpaacykel-w
MitID

DEAS benytter MitID til digitale underskrifter på en række dokumenter samt til digitalt at bekræfte din identitet.

Det hele foregår online, så du både kan underskrive dokumenter og bekræfte din identitet ved hjælp af MitID, hvilket er nemt, hurtigt og sikkert. Du kan både underskrive ved en PC, tablet eller smartphone – bare du har adgang til internettet. Også hvis du er i udlandet.

Vi bruger firmaet Penneo™ til at håndtere underskrifter og bekræfte identiteter. Penneo™ vil derfor dukke op visse steder i kommunikationen mellem dig og os.

Når du bruger digital underskrift

Du modtager en mail fra DEAS, der indeholder et link til en sikker hjemmeside, hvor du kan se, downloade og gennemlæse dokumenterne samt underskrive med dit MitID.

Når alle parter har underskrevet, modtager du en mail med de signerede dokumenter i PDF-format.

Accept af registrerede oplysninger

Når du underskriver digitalt med dit MitID, giver du samtidig accept til at vi registrerer følgende oplysninger, som også vil fremgå visuelt på signerede dokumenter.

  • Dit fulde navn, som det er registreret på det benyttede MitID.

  • Et PID, som er en kode MitID udsteder, der gør det muligt at Matche det benyttede MitID med et CPR-nummer, hvis der opstår behov for at validere hvem, der har underskrevet.

  • Tidszone og IP-nummeret på den PC/enhed du benytter. Disse oplysninger vil være synlige for dem, der får udleveret dokumentet.

Har du blot bekræftet din identitet digitalt, vil oplysningerne kun være tilgængelige for få udvalgte personer i DEAS.

Når du bekræfter din identitet

Du modtager en mail fra DEAS, der indeholder et link til en sikker hjemmeside, hvor du skal oplyse dit fulde navn og cpr-nummer. Herefter skal du identificere dig selv ved at logge på med dit MitID. Dine indtastede oplysninger bliver sammenlignet med dine oplysninger i cpr-registret og folkeregistret, der på den måde bekræfter din identitet.

Du slipper altså for at skulle fremsende en kopi af dit pas, kørekort og sygesikringsbevis samt at udfylde en blanket underskrevet af flere vitterlighedsvidner.

Hvis du er navne- og adressebeskyttet i CPR-registret, kan vi ikke foretage digital bekræftelse af din identitet. Så skal du i stedet udfylde en papirblanket, som du sender til DEAS med en kopi af pas eller kørekort.

Vigtige ting du bør vide om digital underskrift:

  • Skal jeg gøre noget anderledes med mit MitID for at underskrive? Nej, du underskriver eller identificerer dig selv, på samme måde som når du logger ind med dit MitID på fx netbank.

  • Skal jeg printe og underskrive dokumenterne med kuglepen? Nej, den digitale underskrift med MitID afløser dine underskrifter udført med kuglepen. Hvis du printer et dokument, der er underskrevet digitalt, er papirudgaven ikke juridisk gyldig, da en særlig skjult kode i dokumentet ikke kan bekræftes.

  • Hvordan kan jeg se, at jeg har underskrevet? Når din digitale underskrift er korrekt gennemført, giver Penneo™ dig besked med det samme via e-mail.

  • Hvordan får jeg dokumenterne, når de er underskrevet? Du modtager alle dokumenter og bilag i en mail, når alle parter har underskrevet.

  • Hvordan kan jeg se, hvem der har underskrevet digitalt? På den sidste side af de signerede dokumenter kan du se, hvem der har underskrevet digitalt. De signerede dokumenter har derudover en skjult kode, der bruges til at bekræfte, at dokumentet er ægte og underskrevet af de personer, som fremgår af dokumentet.

  • Hvad sker der, hvis jeg mister mine underskrevne dokumenter? Hvis du fx er kommet til at slette mailen, du har modtaget med de underskrevne dokumenter, kan du til enhver tid finde dokumenterne igen ved at logge ind med MitID på Penneo.com, hvor du har adgang til dit private arkiv.

Du kan læse mere om Penneo™ på penneo.com.

DEAS logo