Indflytning

Inden I flytter ind i jeres lejemål, har ejendommens vicevært eller ejendommens projektleder gennemgået lejemålet for fejl og mangler.

Det er også kontrolleret, at eventuelle istandsættelsesarbejder og indretningsarbejder er afsluttet og udført i den stand og kvalitet, som er aftalt i lejekontrakten.

  • Mindre lejemål

    Ved indflytning i mindre lejemål mødes I med ejendommens vicevært på adressen, og typisk sker følgende:

    • I får udleveret nøgler/kort til lejemålet
    • I aftaler ordlyd og udformning af navneskilt eller andre skilte
    • I aflæser elmålerstanden og aftaler, hvem der indberetter til forsyningsselskabet
    • I tjekker, at alle forbrugsmålere (varme, vand, el og andet) er blevet aflæst (viceværten har opgaven med at tilmelde ny lejer).
    • I er selv ansvarlige for tilmelding til elforsyningen, hvis der er selvstændige elmålere i lejemålet.
    • I tjekker, at installationerne virker (haner i tekøkken/toilet, låse, vinduer og døre)
    • I gennemgår praktiske forhold på ejendommen
    • I får udleveret en indflytningsrapport

    I kan benytte indflytningsrapporten som et tjekskema for at sikre, at lejemålet er i orden. På indflytningsrapporten kan I notere eventuelle fejl og mangler.

    Et godt råd er også at gennemfotografere lejemålet, inden I tager det i brug. På den måde er det lettere at huske, hvordan lejemålet så ud, når I engang skal fraflytte.

    Er der fejl og mangler ved lejemålet, vil det blive aftalt med jer, om I ønsker en udbedring, eller om de blot skal registreres, så der kan blive taget højde for dem ved fraflytning.

  • Store lejemål

    Ved indflytning i større eller meget store lejemål mødes I med ejendommens vicevært og/eller projektleder og typisk sker følgende:

    • I gennemgår lejemålet med fokus på den aftalte indretning
    • I får kort/nøgler
    • I aflæser elmålerstanden og aftaler, hvem der indberetter til forsyningsselskabet
    • I tjekker om forbrugsmålere (varme, vand, el og andet) er blevet aflæst (viceværten har opgaven med at tilmelde ny lejer)
    • I er selv ansvarlige for tilmelding til elforsyningen, hvis der er selvstændige elmålere i lejemålet
    • I gennemgår lejemålets installationer (tekøkken/toilet, vinduer, døre, elevator, m.m.). (I har fremover ansvaret for vedligeholdelsen)
    • I gennemgår fælles installationer på ejendommen (elevator, ventilation, køl, alarmer (udlejer har vedligeholdelsesansvaret)
    • I gennemgår praktiske forhold på ejendommen
    • I får udleveret en indflytningsrapport.

    Konstaterer I fejl eller mangler i lejemålet ved og lige efter indflytningen, vil de typisk blive udbedret, så I har modtaget lejemålet uden fejl og mangler.

    Hvis der er tale om fejl uden større betydning for jer, bliver de blot registreret, så der kan blive taget højde for dem ved fraflytningen, så I ikke skal betale istandsættelse for en fejl og mangel fra jeres indflytning.

Læs erhvervslejeloven

På retsinformation.dk finder du Erhvervslejeloven.

Læs mere

Send os besked og opgaver døgnet rundt med DEAS 24syv.

Hent app