Seniorer er et kæmpe aktiv
Seniorerne bliver en større og større del af den danske arbejdsstyrke over de næste mange år, og de vil uden tvivl være del af løsningen på, hvordan vi kan imødekomme efterspørgslen på arbejdskraft.
I DEAS er 32 af vores medarbejdere fyldt 70 år eller derover, og vi oplever, at mange seniormedarbejdere har et ønske om at blive på arbejdsmarkedet. Vi gør så meget som muligt for at beholde vores dygtige medarbejdere, bl.a. ved at tilbyde dem fleksible rammer, der passer til et seniorliv.
Vi ser en stor styrke i seniorerne. De er et kæmpe aktiv. De har en dyb faglig viden og erfaring, som er vigtig i vores arbejde med at skabe værdi for kunder og lejere. Og så tror vi på, at mangfoldighed og alsidighed er en styrke for en virksomhed som DEAS, både som en forskellighed i vores medarbejderes kvalifikationer, personlighed og alder,
siger HR-direktør Birgitte Pihl Ahrbom.
"Årene har givet en vigtig selvindsigt"
Tommy Boje Nielsen er driftsleder i DEAS og er fyldt 70 år. Tommy har været del af DEAS i 33 år, de seneste fire år på deltid.
Han har ansvaret for fem viceværter og 26 ejendomme på Fyn, bl.a. Odenses kongres- og kulturhus Odion og en række erhvervs- og boligudlejningsejendomme.
Min erfaring gør, at jeg ved, hvordan jeg skal tackle både større udfordringer og praktiske problemer, og årene har givet mig en vigtig selvindsigt. Jeg ved for eksempel, hvad der skal til, hvis noget går mig på. Så er det op på cyklen og ud på en lang tur, så jeg kan få klaret tankerne,
siger Tommy Boje Nielsen.
For Tommy har interessen for ejendomme været til stede, siden han i ungdomsskolen tegnede skitsen til sit første hus, og han har ingen planer om at drosle ned.
Jeg trives med at have fuld tryk på og være en del af en arbejdsplads. Jeg bliver ved så længe, jeg gør en forskel for vores kunder, lejere og mine medarbejdere – og så længe benene kan klare en tur til femte sal ti gange om dagen.
Udgivet 18. april 2018