PFA afslutter byggeprojekt i Aalborg: Sidste etape af Havnehusene udlejes
Pressemeddelelse: Udlejningen af tredje og sidste etape af PFA’s nybyggeri Havnehusene på Østre Havn i Aalborg er i fuld gang.
Der er god interesse for boligerne, der står klar til indflytning i marts 2019. Hermed afsluttes projektet i den nye bydel i Aalborgs tidligere havneområde. De tre boligejendomme rummer tilsammen ca. 300 lejeboliger.
Lejligheder til de unge
De 126 nye lejeboliger tæt på vandet og Aalborgs byliv fås med 1-4 værelser med priser fra 4.700 kr. om måneden for 46 m2.
Med et flertal af 2-værelses lejligheder imødekommes efterspørgslen på boliger, der i pris og størrelse henvender sig til de yngre målgrupper i byen. En række af boligerne er allerede udlejet eller reserveret,
siger Maivi Herup, udlejningschef i DEAS, der også skal administrere ejendommen.
En lovende bydel
Foruden at være nabo til Limfjorden ligger tredje etape også ud til det mere vindstille Østre Havnebassin, som i sommerhalvåret skaber liv i området.
På indkøbsfronten kommer de nye beboere ikke til at skulle gå langt. Dagrofa har lejet tredje etapes stueetage på 2.000 m2 med henblik på at åbne en MENY i starten af det nye år.
Østre Havn er en lovende ny bydel, som får sin egen identitet og egne attraktioner. Samtidig vil de nye beboere have få hundrede meter til Aalborg centrums kulturelle tilbud og spisemuligheder,
siger Maivi Herup.
DEAS har også bidraget til projektet som bygherrerådgiver og sikret løsninger, der i pris og funktionalitet skaber værdi for både PFA og de kommende beboere:
Det har været et ufravigeligt mål at skabe en bygning og et sted, hvor der er rart for de kommende beboere at være, med lyse, veldisponerede lejligheder og attraktive udearealer,
siger Kristian Slaarup Kongstad, afdelingsdirektør for Teknik i DEAS.
Der er åbent hus hver søndag kl. 12.30-13.30. Læs mere på havnehusene.dk.
Om tredje etape af Havnehusene
- Lejligheder med 1-4 værelser fra 46-102 m2
- Asymmetrisk bygning med hhv. 5 og 7 etager
- Bygningen har i sin midte en grøn gårdhave med fælles terrasse
- Stor og solrig sydvestvendt fælles tagterrasse
- Indflytning i marts 2019
Illustration & arkitekt: Sangberg Architects
Entreprenør: A. Enggaard A/S
Ingeniør: Niras A/S
Bygherre: PFA Ejendomme
Bygherrerådgiver, administrator og udlejer: DEAS
Udgivet 13. november 2018