Nyt pilotprojekt vil bane vejen for flere lejeboliger med omtanke for miljøet
Det er ikke til at se det, hvis man ikke ved det. Små hvide sensorer diskret placeret i hvert rum og i brusenichen samt en touchskærm ved indgangsdøren afslører dog, at noget er anderledes. Lejligheden på 118 m2 på en rolig sidegade på Frederiksberg er blevet moderniseret med tårnhøje grønne ambitioner.
Digital bæredygtighed
Boligens nye lejere får hjælp til at skabe et godt indeklima. Sensorer i alle rum registrerer CO2-niveau, temperatur og luftfugtighed og viser på en touchskærm, hvis det fx er tid til at lufte ud eller skrue ned for varmen.
Det er fantastisk lærerigt, at vi har kunne sætte barren højt og prøve en lang række af de tilgængelige teknologier i én lejlighed. Her kan vi undersøge, hvordan de spiller sammen, og hvad der virker bedst, ikke mindst for beboerne i deres hverdag,
siger Anne-Marie Adolph Larsen, afdelingschef for erhvervsprojekter og moderniseringer, DEAS.
En sensor i brusenichen holder øje med badetider og nudger dermed beboerne til kortere bade.
Køkkenet er opdateret i samarbejde med møbelproducenten Stykka, der producerer køkkener i høj kvalitet og med lang levetid. Hvert enkelt element er designet til at kunne skilles ad, så alle dele kan repareres og udskiftes, uden at hele elementet skal genbestilles.
Vi er superstolte over at være en del af et projekt, der er ambitiøst på både branchens og planetens vegne. Det er fantastisk, at DEAS tør vise vejen. Der er brug for flere, der tør at tænke i samme retning og tage handling, hvis vi skal lykkedes med den grønne omstilling i byggeriet,
siger Jarl Engelbrecht Vindnæs, CEO, Stykka.
Nyudviklede løsninger
De valgte tiltag er etableret med helt nyudviklede produkter på markedet, hvoraf flere ikke tidligere har være benyttet i lejeboliger. Sparring og et konstruktivt samarbejde med leverandørerne af de nye løsninger har været helt afgørende i den korte renoveringsperiode, fra lejligheden stod tom, til de nye beoerne skulle have nøglen.
Vi har mødt en kæmpe lyst fra vores samarbejdspartnere til at få dette til at lykkes, og sammen har vi tilpasset produkterne, så de passer til de krav og vilkår, der er, når vi renoverer lejeboliger,
siger Anne-Marie Adolph Larsen.
Bolig med omtanke for miljø og beboernes trivsel
Næste skridt i projektet er at få beboernes evaluering af løsningerne i dagligdagen.
Vi skal finde en bæredygtig formel, hvor vi skaber værdi for både miljø, beboere og investor. Ambitionen er at finde en rentabel løsning og model med de mest effektive løsninger,
siger Anne-Marie Adolph Larsen.
Anne-Marie Adolph Larsen, afdelingschef for erhvervsprojekter og moderniseringer, DEAS
Disse løsninger er valgt til projektet:
- (Stykka) Køkkener der er bygget til at holde en livstid og som nemt kan vedligeholdes vedhjælp af en digital driftsplatform.
- (EG) Rumsensorer, der måler CO2, temperatur og luftfugtighed og visualiserer data med smileys på en skærm, der viser indeklimaet.
- (Aguardio) Sensor i badet, der nudger beboerne til kortere bade.
- (Green Flow) Genanvendelse af vand fra bruser. Vandet akkumuleres i en tank bag vaskemaskinen og bruges til at skylle ud i toilettet.
- (Aguardio) Sensor i toilettet registrerer, hvis toilettet løber med enten lyd eller anden notifikation og dermed mindsker vandspild.
- DEAS’ nye koncept for lejlighedsmodernisering med miljøvenligt fokus er valgt for denne lejlighed.
Konceptet omfatter byggeprocessen med bl.a. recycling af eksisterende materialer, brug af bæredygtige materialer fx maling, der er certificeret, LED-belysning og fokus på adfærdsregulerende tiltag.
Udgivet 22. august 2022