Nye ungdomsboliger på toppen af Hillerød

Udvidelsen af Slotsarkaderne i Hillerød skrider planmæssigt frem, og til efteråret slås dørene op.

SlotsArkaderne udgør en vigtig shoppingdestination i Nordsjælland og oplever et stigende antal besøgende. Derfor var der behov for en udvidelse af centret, der kunne styrke dets position og tiltrækningskraft. I 2015 lykkedes det at finde den helt ideelle løsning i en tilbygning, der sammenbygges med Slotsarkaderne og den gamle, fredede forbygning i Hillerøds gågade. 

Centret får nu en stor butiksfacade ud mod gågaden, og H&M flytter ind i den nye del af centret med fuldt sortiment og en H&M Home i to etager på 2.500 m2. 

Ungdomsboliger på toppen

SlotsArkaderne rummer også 50 attraktive boliger oven på centret, og i forbindelse med udvidelsen, ser yderligere 13 moderne ungdomsboliger dagens lys på toppen af tilbygningen. De lyse 1-værelses lejligheder får hems, ovenlys og udgang til en stor tagterrasse med udsigt over Hillerød og en beliggenhed, der ikke kan blive mere central. 

 

Det giver både forretnings- og byudviklingsmæssig mening at etablere ungdomsboliger. Kvadratmetrene udnyttes maksimalt, og de fremtidige beboere er en oplagt målgruppe for centrets mange butikker. Samtidig bidrages der til at styrke Hillerøds position og tiltrækningskraft som uddannelsesby.

Byggeriet har været i gang siden september sidste år, og efter planen skal butikken åbne i løbet af efteråret, mens beboerne kan flytte ind i ungdomsboligerne et par måneder senere. Med til projektet hører også et udendørs byrum, Danners Plads, som udvikles i samarbejde med Hillerød Kommune.

Der var stor interesse til åbent hus for ungdomsboligerne, som blev afholdt d. 19. august. Alle boligerne forventes derfor udlejet inden ibrugtagning.

DEAS administrerer centret på vegne af Danske Shoppingcentre og er samtidig bygherrerådgiver på projektet.

Udgivet 31. august 2018