Markant ejendomsudvikler vælger DEAS som samarbejdspartner

Pressemeddelelse: Ejendomsudvikleren TETRIS A/S har indgået samarbejdsaftale med DEAS om udlejning, administration og drift af TETRIS’ nyudviklede koncept for seniorboligfællesskaber. Ambitionen er at skabe omkring 5.000 nye lejeboliger inden for de næste 10 år.

Samarbejdet skydes i gang med Ibihaven, der ligger i Slagelse, og som er det første byggeri i en serie af seniorvenlige boligfællesskaber, der går under det fælles navn Agorahaverne. TETRIS vil med konceptet sætte særligt fokus på fællesskab og livskvalitet for ejendommens beboere.

DEAS åbner for opskrivningen til de 76 lejeboliger i Ibihaven i Slagelse med et første åbent hus den 19. januar 2020.

TETRIS A/S er etableret i 2008 og står bag en lang række projekter, der hviler på et solidt fundament af analyse og samarbejde med fx antropologer. Blandt boligprojekterne er Frikvarteret i Nordhavn, Radiorækkerne i Ørestad Nord, Skovkvarteret i Ørestad Syd og Skiferrækkerne på Amager.

Det er vigtigt for os, at vores beboere trives og føler sig trygge i de ejendomme, vi udvikler. Vi har med DEAS fundet en samarbejdspartner, der matcher vores syn på kunderne. Og så er det en klar fordel for os, at vi kan samle alle opgaverne samme sted,

siger Rasmus Friis, adm. direktør i TETRIS A/S.

Udvikling med vægt på data

TETRIS A/S er en ambitiøs boligudvikler, der udvikler både boliger og erhvervsejendomme. Ambitionen er at idriftsætte 4-5 delprojekter med 50-80 boligenheder hvert år i de næste 10 år over hele landet.

Vi er meget stolte af, at TETRIS A/S har valgt os som deres samarbejdspartner. TETRIS har en stærk analyse- og datadrevet tilgang til udvikling og skaber projekter, som gennem unik beliggenhed, arkitektur og indretning gør en forskel. Vi vil gøre vores yderste for at sikre TETRIS’ interesser og skabe værdi til glæde for både kunde og lejere,

siger Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i DEAS.

Udgivet 17. december 2019

Din partner

DEAS tilbyder professionel og målrettet administration, drift og udvikling af din ejendomsportefølje.

Læs mere