Vi sikrer trygge rammer for kunder og beboere. Læs, hvordan vi medvirker til at mindske risikoen for Corona-smitte.

Magasin åbner i Friis Shoppingcenter

Pressemeddelelse: Friis Shoppingcenter gennemgår i den kommende tid en større transformation med en række nye butikker, ny indretning og ny måde at tænke detailhandel på. Og det populære stormagasin Magasin bliver en af hjørnestenene.

Detailhandlen i Aalborg får et kæmpe boost, når Magasin i foråret 2018 slår dørene op til et 7.500 m2 stormagasin, og udviklingen af det nye Friis Shoppingcenter er færdig. Magasin har været tænkt ind helt fra start, da den nye kommercielle strategi for Friis Shoppingcenter blev lagt af DEAS, som overtog administrationen af centret i sommeren 2015.

Friis Shoppingcenter er ejet af Danica Pension, og administreres af DEAS, som er Danmarks største center manager med en portefølje på 17 shoppingcentre fordelt over hele landet.

”Vi har arbejdet på at skabe et stærkt shoppingcenterkoncept for Friis, der tilfører noget nyt til detailhandlen i Aalborg og midtbyen, og tilbyder kunderne en anderledes og inspirerende shoppingoplevelse gennem en kombination af danske og internationale brands, lokale aktører, lettilgængelige dagligvareindkøb og lækre spisesteder. Med Magasin som ankerlejer kommer det nye Friis Shoppingcenter til at spille en betydelig rolle for Aalborgs kommercielle tiltrækningskraft”,

siger afdelingsdirektør Finn Sture Madsen med ansvar for center management i DEAS.

Der er i udviklingsprojektet lagt stor vægt på at styrke synergierne mellem centret og midtbyen, samtidigt med at der skabes en endnu bedre integration af centret i bymiljøet.

”I udviklingen af vores centre arbejder vi altid med stort fokus på at sikre, at de spiller sammen med den omkringliggende by, så der skabes en stærk sammenhængskraft og dermed en samlet set stærkere shoppingdestination. I dette tilfælde har vi haft et tæt samspil med Aalborg Kommune, så vi bidrager til Aalborgs byudvikling ved at gøre Friis Shoppingcenter til et lokalt samlingspunkt i midtbyen”,

siger Finn Sture Madsen.

Magasin er landets største stormagasin. Magasin har frem til 2005 haft samme placering som Friis Shoppingcenter har i dag, men vender nu tilbage til en by i udvikling både kommercielt, kulturelt og befolkningsmæssigt.

“Vi kan love Aalborg, at Magasin er et helt andet sted, end da vi lukkede vores forretning for snart mange år siden. Vores ambition er at skabe et stormagasin i international klasse med en shoppingoplevelse, man ikke kan finde andre steder i byen,”

fortæller økonomidirektør Peter Fabricius, Magasin.

Danica er også meget spændt på Magasins etablering.

”Vi er glade for, at Magasin rykker ind i vores center som en dominerende ankerlejer. Det betyder, at centret styrker sin profil som shoppingdestination og differentierer sig i forhold til de øvrige spillere på den aalborgensiske detailhandelsscene, og på den måde sikrer vores investering i Aalborg mange år ud i fremtiden”,

siger ejendomschef Eva Handest, Danica Ejendomme.

 

Udgivet 02. november 2016

Kontakt

Finn Sture Madsen

Afdelingsdirektør
Center Management
Bliv kontaktet