Kunstnerkarréen klar til udlejning: Nye bæredygtige lejeboliger på Amager skaber rum til diversitet

Pressemeddelelse: Udlejningen af PensionDanmarks nye lejeboliger er i gang.

Søndag d. 9. september 2018 var der første åbent hus for alle interesserede, og de fremmødte var især begejstrede for, at boligerne matcher forskellige beboertyper i forskellige livsstadier. Som en af de få nye boligejendomme i København er husdyr og bofællesskaber tilladt.

PensionDanmarks 95 nyopførte lejeboliger i Ørestad Syd står klar til indflytning i foråret 2019. Boligerne, som er fordelt på 67 lejligheder og 28 rækkehuse, er en del af PensionDanmarks strategi om øget fokus på bæredygtigt byggeri.

Alle boliger i Kunstnerkarréen vil blive bæredygtighedscertificeret med DGNB Guld, hvilket stiller høje krav til byggeriet og vores samarbejdspartnere. Det er vigtigt for os at opnå dokumentation, så bæredygtigt byggeri ikke blot er noget, vi snakker om, men noget vi gør i praksis,

siger Marius Møller, ejendomsdirektør i PensionDanmark.

Med plads til alle

Der er også fokus på social bæredygtighed i Kunstnerkarréen. Det vil afspejle sig i beboersammensætningen, da karréen er indrettet med tre forskellige typer beboere for øje: dem, der ønsker fred og ro, dem, der elsker byens puls, og børnefamilierne, der drømmer om hus og have med byen inden for rækkevidde.

Det er noget særligt at kunne tilbyde lejeboliger, der er så gennemtænkte i forhold til den enkelte beboers behov. Vi ser frem til at åbne dørene for mange forskellige potentielle beboere i en karré med gode forudsætninger for socialt liv beboerne imellem,

siger Maivi Herup, udlejningschef i DEAS, der varetager udlejning samt efterfølgende administration af Kunstnerkarréen.

Kunstnerkarréen ligger i Arenakvarteret, der som moderne bydel er i rivende udvikling. Fra ejendommen er der direkte adgang til bl.a. Kalvebod Fælleds grønne vidder, metrostationer, Royal Arena, Field’s samt skoler og institutioner. 

Der er åbent hus hver søndag mellem 12.30-13.30. Læs mere på kunstnerkareen.dk.

Kort om Kunstnerkarréen

  • 67 lejligheder med 2-5 værelser
  • 28 rækkehuse med 5 værelser
  • 56 p-pladser i kælder til lejerne 
  • Priser fra 9.950 kr./md.

Foto: Årstiderne Arkitekter

Udgivet 18. september 2018

Kontakt

Maivi Herup

Udlejningschef
Bolig, Udlejning
Bliv kontaktet

Liv til ejendomme

Sammen med vores kunder skaber vi liv til ejendomme.

Se mere