H.K.H. Kronprinsesse Mary indvier komplet akutsygehus i Slagelse

Pressemeddelelse udsendt af Region Sjælland: I dag klokken 10 indvies den sidste del af akutsygehuset i Slagelse af H.K.H. Kronprinsessen. Næsten 20.000 nye kvadratmeter med medicinske enestuer og ny fødegang står klar til at fuldende det store byggeri.

Den store blå-grønne bygning, der indenfor byder på smukke blå nuancer og ren retro-orange, er nu færdig og snart klar til indflytning og patienter. Det komplette akutsygehus i Slagelse vil betyde helt nye omgivelser og muligheder for de kommende patienter:

Vi er stolte af den nye komplette akutsygehus. Det færdige byggeri gør det muligt at tilbyde enestuer til væsentligt flere patienter, og der bliver helt nye rammer for at inddrage far og mor, når et barn bliver sygt,

siger sygehusdirektør Vagn Bach.

Offentligt-privat samarbejde

Der er tale om et af Danmarks største offentlige-private partnerskaber, som i dag indvies af H.K.H. Kronprinsesse Mary.

Bag OPP-projektet står et konsortium, der består af entreprenørkoncernen MT Højgaard, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt investorerne Industriens Pension, PensionDanmark, PKA og Sampension. Samarbejdet har været afgørende for projektet, forklarer Vagn Bach:

Samarbejdet har givet os mange flere muligheder for at tilpasse udformningen og hele tiden vælge de rette løsninger. Det er sågar lykkedes at få en ekstra etage på byggeriet inden for samme budget. Alt dette har kun været muligt grundet vores tætte samarbejde med hele OPP-teamet.

Det er de samme fordele, som OPP-teamet peger på ved det store projekt i Slagelse. Alle gør det de er allerbedst til:

Projektet er et godt eksempel på OPP-modellens fordele. Der skabes innovative løsninger og effektive resultater, når offentlige og private slår kræfterne sammen og byder ind med hver deres kompetencer. Resultatet er et fremtidssikret projekt, hvor alle planer og rammer er overholdt og med en totaløkonomisk løsning for drift og vedligehold. Samtidig sikrer projektet stabile, langsigtede afkast til pensionsselskabernes medlemmer,

siger afdelingsdirektør Lars Olaf Larsen fra DEAS på vegne af OPP-konsortiets parter.

Patienterne er på vej

Udbygningen af Slagelse Sygehus til akutsygehus startede med indvielse af akutmodtagelsen i 2013. Det forventes, at sygehuset tager imod de første patienter i slutningen af april. Først skal den røde snor dog klippes over:

Vi er rigtig glade for at H.K.H. Kronprinsesse Mary vil gøre os den ære at indvie det nye komplette akutsygehus i Slagelse. Det bliver starten på en helt nye æra for alle vores patienter,

siger sygehusdirektør Vagn Bach.

 

Foto: Gert Ellegaard, Region Sjælland.

Udgivet 17. april 2018

Kontakt

Lars Olaf Larsen

Afdelingsdirektør
Offentlig-Privat Partnerskab (OPP)
Ring mig op

Cases

DEAS har deltaget i flere
OPP-projekter

Se cases