Henrik Dahl Jeppesen, 50 år
Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i DEAS A/S, fylder 50 år den 2. maj 2017.
Henrik Dahl Jeppesen er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Henrik har været med siden selskabets etablering, kun afbrudt af et enkelt år, hvor han var ansat i Kuben A/S som markedschef. Han startede i DEAS – dengang Dan-Ejendomme – tilbage i 1989. Henrik har bl.a. været ansat som kvalitetschef, i 2003 indtrådte han i DEAS’ direktion og har siden 2007 været adm. direktør.
Henrik har således været en del af ejendomsbranchen i over 25 år og er i dag blandt andet medlem af hovedbestyrelsen i Ejendomsforeningen Danmark samt formand for Administratorsektionen i samme brancheorganisation, ligesom han er medlem af bestyrelsen i DI Service.
DEAS' rejse
Henrik har med høj ambition og en målrettet strategi ledt DEAS’ rejse fra ejendomsadministrationsvirksomhed til Full Service Property House, der tilbyder alle ydelser, der knytter sig til kundernes ejendomme.
DEAS så i 1989 dagens lys med 25 medarbejdere i lokaler på en skole i Birkerød. I dag har virksomheden kontor i København, Aalborg og Aarhus og tæller mere end 650 medarbejdere samt flere hundrede tilknyttede viceværter.
Markering af dagen
Dagen markeres med en uformel brunchreception for kunder, forretningsforbindelser og venner af huset den 2. maj 2017, kl. 08.30 – 10.30 på DEAS’ hovedkontor, Dirch Passers Allé 76, 2000 Frederiksberg.
Udgivet 25. april 2017