Gå hjem-møde i København om persondataforordning
Den nye persondataforordning var på dagsordenen til et velbesøgt gå hjem-møde for DEAS' foreningskunder på Sjælland.
Juridiske direktør Bjørn Allentoft og cand. jur. Lena Hartmann gav en grundig introduktion til, hvad de nye regler betyder for foreningen, og hvordan man som forening skal ændre sin arbejdsgang, når man håndterer personoplysninger, fx i forbindelse med overdragelser, referater og klagesager.
Et par af de overordnede råd til de fremmødte bestyrelser var:
- Opret en fælles bestyrelsesmail. Hvis bestyrelsen ikke allerede har en fælles mailadresse, bør der oprettes en. På den måde undgår I at bruge private mailadresser, og I undgår dermed, at mails til og fra bestyrelsen skal behandles som personoplysninger på grund af mailadressen.
- Husk adgangsbegrænsning til arkiv, hjemmeside mv.
- Indgå databehandleraftaler, hvis I har leverandører, der behandler persondata for jer.
- Udarbejd en privatlivspolitik, der giver de fornødne oplysninger til de registrerede om bl.a. hvilke persondata I behandler om dem, og hvem I videregiver dem til. DEAS har en skabelon klar senere i april, som foreningerne kan benytte.
Senere i april er det vores kunder i Aalborg, der har mulighed for at blive klogere på de nye regler, mens kunder i Aarhus-området var inviteret tidligere på måneden.
Læs mere om, hvordan den nye forordning håndteres
Udgivet 19. april 2018