Fra bank til boliger med omtanke: Svanemærkede boliger i Aarhus midtby står klar
Aarhus er nu en ny ejendom med svanemærkede boliger rigere. Efter 1½ års effektiv byggeproces står boligerne på Jægergårdsgade i centrum af Aarhus klar. Foruden de svanemærkede lejeboliger rummer byggeriet også to erhvervslejemål ud til den populære handelsgade.
På Jægergårdsgade i centrum af Aarhus bliver der sat høje standarder for byggeri med omtanke for miljøet. De nye lejeboliger er certificeret med Svanemærket og lever derfor op til skrappe krav i hele livscyklus, hvilket både gavner miljøet og de mennesker, der skal bo i lejlighederne. Det ene erhvervslejemål åbner dørene og byder aarhusianerne inden for i en ny kaffebutik.
Det er en fornøjelse at se Jægergårdsgade åbne dørene for nye beboere og erhvervsdrivende. Svanemærket stiller en række strenge krav til både materialer, kvalitetssikring og dokumentation. På den måde er man som beboer sikker på, at man flytter ind i en sund og mindre miljøbelastende bolig,
siger Marius Møller, direktør for ejendomme i PensionDanmark.
Godt indeklima og lavt energiforbrug
På grunden lå tidligere en bygning, der var opført som udvidelse af Aarhus Privatbank i 1918. Nu er beboerne i de nye lejligheder netop flyttet ind og kan glæde sig over egen altan og en stor fælles tagterrasse på 4. sal, og samtidig nyde at bo i boliger med godt indeklima og lavt energiforbrug.
Vi ønsker at tage et aktivt samfundsansvar, og det gælder også for vores ejendomme. Vi tror på, at certificeringen med Svanemærket er med til at skabe nogle attraktive boliger at bo og opholde sig i og gode afkast til vores kunder,
fortæller Solveig Rannje, ejendomsdirektør i Velliv.
Der er Velliv og PensionDanmark, der ejer ejendommen. DEAS Asset Management har udviklet ejendomsprojektet, mens DEAS har været bygherrerådgiver og projektleder, og Enemærke & Petersen har været hovedentreprenør.
Svanemærket giver et fælles sprog
For at et byggeri kan blive certificeret med Svanemærket, skal det opfylde en række krav, som blandt andet skal sikre, at beboerne får et godt indeklima, og at bygningen får en høj byggeteknisk kvalitet. De får også en bolig med lavt energiforbrug, og samtidig lever byggematerialer og kemiske produkter op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer.
Hvis man vil fremme ansvarligheden i boligerne, handler det ikke mindst om at få styr på forbruget af varme, vand, el og byggematerialer – og om at sikre en høj kvalitet – og det giver en certificeringsordning som Svanemærket et godt fælles sprog for,
siger projektleder Carsten Bjørnkjær fra DEAS.
Udsigt over byens tage
En række andre tiltag understøtter også den miljøansvarlige profil, bl.a. har ejendommen egenproduktion af el via højeffektive solceller. Altaner og 3-lags energiruder med solglas sikrer solafskærmning og gavner indeklimaet. Samtidig er de mest energieffektive hårde hvidevarer og vandbesparende armaturer valgt. Og så er der lagt stor vægt på gode udearealer med etableringen af en stor fælles tagterrasse på 4. sal.
Kort om projektet
- Ejer: Velliv og PensionDanmark
- Projektudvikler: DEAS Asset Management
- Bygherrerådgiver: DEAS
- Hovedentreprenør: Enemærke & Petersen
- Ejendommen rummer 11 lejeboliger og 2 erhvervslejemål.
- Der er bygget 180 m2 erhverv og 734 m2 lejeboliger med altaner og fælles tagterrasse, samlet set ca. 1.040 m2.
Kendetegn ved svanemærket byggeri
- Lavt energiforbrug
- Godt indeklima
- Lever op til skrappe kemikaliekrav
- Opfylder strenge krav til certificeret træ
- Høj byggeteknisk kvalitet via kontrol af en uvildig tredjepart
- God mulighed for genbrug og genanvendelse af bygningsdeleenergieffektive hårde hvidevarer og vandbesparende armaturer valgt. Og så er der lagt stor vægt på gode udearealer med etableringen af en stor fælles tagterrasse på 4. sal.
Udgivet 28. oktober 2022