DEAS vil gennemføre ny, grøn certificering af over 30 ejendomme i drift i år

Kunderne efterspørger i stigende grad at få deres ejendomme certificeret i forhold til bæredygtighed. DEAS´ bygherrerådgivere er klar til at håndtere den nødvendige indsamling af data og dokumentation, så bygninger kan opnå den anerkendte DNGB-certificering.

Vores bygherrerådgiver Dorte Grøn venter spændt på, at sommerferien skal gå. I juni kunne hun nemlig sammen med vores kunde PKA sende certificeringsmaterialet ind for flerbrugerhuset Flintholm Company House. Målet er i sensommeren at opnå en DGNB-certificering efter standarden for ’ejendomme i drift’ (buildings in Use).

Det er en vigtig certificeringsordning, der rummer et stort potentiale for at øge bæredygtigheden i ejendomme markant – både nu og på sigt med handlingsplaner, der rækker op til 10 år ud i fremtiden og som skal gennemføres for at kunne blive re-certificeret, 

fortæller Dorte Grøn.


Bygherrerådgiver Dorte Grøn bliver snart auditor inden for DGNB af bygninger i drift og kan stå for bæredygtigheds-certificering af ejendomme.

Over 30 certificeringer i mål i 2021

Den nye certificering bygger på ni kriterier inden for miljø, økonomi og sociale aspekter og kan potentielt set føre til et gennembrud for bæredygtighed i eksisterende ejendomme. DEAS mærker allerede nu en markant efterspørgsel blandt vores kunder efter at tilgå ordningen, og vi forventer at gennemføre over 30 certificeringer af ejendomme i drift i 2021.

Det er så utrolig vigtigt, at vi arbejder med den eksisterende bygningsmasse, når vi taler bæredygtighed og energireduktioner. Det er noget, der batter,

siger Dorte Grøn.

Vigtig viden in house

Certificeringer kræver i sagens natur masser af dataindsamling og dokumentation, og Dorte har trukket på en dyb viden fra hendes kolleger i DEAS, der dagligt har fingrene nede i administration og drift af ejendommene.

Vi har den nødvendige viden og erfaring in house, og så gør vores ISO-certificering med de mange fastlagte procedurer også dokumentationsarbejdet meget effektivt,

siger Dorte Grøn, der med den forventede certificering kan kalde sig auditor inden for DGNB af bygninger i drift.

5 grønne prioriteter for 2021

Som led i DEAS’ bæredygtige omstilling retter vi i 2021 spotlyset mod fem udvalgte prioriteter, som gør din og vores dagligdag mere bæredygtig. En af prioriteterne er at flere af vores forvaltede kvadratmetre bliver bæredygtige. For at nå dette mål vil vi have fokus på certificerede, bæredygtige ejendomme.

Udgivet 25. juni 2021

Kontakt

Hans Andersen

Senior Director
Sustainability
Bliv kontaktet

Ansvarlig forvaltning

Vi ønsker at drive en mere miljøvenlig forretning med positiv indvirkning på samfund, mennesker og miljø.

Se vores fokusområder