DEAS overtager REC Administrations aktiviteter inden for ejendomsadministration

Pressemeddelelse: DEAS A/S overtager per 1. juli 2017 ejendomsadministrationsaktiviteterne fra REC Administration A/S (København) og udvider derfor aktiviteterne med 60 andelsbolig- og ejerforeninger samt en række udlejningsejendomme i københavnsområdet.

Vi har indgået aftale med DEAS om at videreføre vores ejendomsadministration og overtage vores medarbejdere tilknyttet ejendomsadministrationen.
Vi er særdeles trygge ved at overdrage aktiviteterne til netop DEAS, der har et godt renommé og lægger vægt på kundeservice og faglighed samt den nære personlige kontakt til foreningerne. Vores kunder vil være i de bedste hænder hos DEAS,

siger Jesper Rydahl Petersen, adm. direktør og hovedaktionær i REC Administration.

DEAS administrerer i forvejen næsten 900 andelsbolig- og ejerforeninger i hele landet og udvider hermed porteføljen. Den nye aftale er i tråd med selskabets vækststrategi.

Vi arbejder målrettet på værdiskabelse for vores kunder, og det har også en positiv afsmitning på vores tilgang af nye kunder og ejendomme.
Vi ser frem til at servicere de mange nye foreninger fra REC Administration og give bestyrelser samt beboere en nærværende og effektiv ejendomsadministration og tilbyde dem en række digitale løsninger, der kan gøre livet i foreningen nemmere,

siger Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i DEAS.

Med overdragelsen følger medarbejderne fra REC Administration, der fortsætter i DEAS.

Vi glæder os til at byde vores nye kollegaer velkommen og sikre, at skiftet både over for foreninger og medarbejdere kommer til at ske professionelt og i øjenhøjde,

siger Henrik Dahl Jeppesen.

Kort om REC Administration

REC Administration påtager sig administrationsopgaver, bygge- og ombygningsrådgivning, køberrådgivning, rådgivning om fast ejendom på erhvervsmarkedet samt salg af andels- og ejerboliger. Selskabet er et helejet datterselskab af J.R. Holding ApS og har til huse på Islands Brygge i København.

Udgivet 15. juni 2017

Kontakt

Henrik Dahl Jeppesen

administrerende direktør/CEO
Ring mig op

Forstå DEAS på et minut

Vi er specialister i administration af ejer- og andelsboligforeninger.

Se mere