DEAS opgraderer Findbolig.nu i samarbejde med Valtech

DEAS har netop indgået aftale med det førende digitale konsulenthus Valtech om opgradering og udvikling af DEAS’ boligudlejningsportal Findbolig.nu.

Findbolig.nu har årligt cirka 1 mio. besøgende og bruges af bl.a. pensionsselskaber og -kasser samt private udlejere til udlejning samt håndtering af ventelister og fortrinsudlejning.

Denne investering udspringer af vores nye digitale strategi, hvor lejernes brugeroplevelse er et centralt element i vores fremtidige serviceleverancer,

fortæller Henrik Dahl Jeppesen, adm. direktør i DEAS. 

Potentielle lejere vil blive præsenteret for et helt nyt, brugervenligt og digitalt univers, hvor de nemt og hurtigt kan finde deres nye bolig. 

DEAS ønsker at tage lederskab på den digitale front, og dette er blot ét af områderne. Vi vil skabe en udlejningsplatform, der sikrer det rette match mellem ejer, lejer og bolig, og dermed baner vejen for at realisere danskernes boligdrømme,

siger Henrik Dahl Jeppesen.

Brugeroplevelsen i fokus

Aftalen med Valtech indebærer udvikling af et nyt, moderne site med en forbedret digital funktionalitet og design samt indhold, der er tilpasset potentielle lejeres kunderejse med brugeroplevelsen i fokus. 

Vi glæder os til samarbejdet med DEAS. Vi kan byde ind i realiseringen af DEAS’ digitale vision med stor erfaring med digital transformation af stærke internationale og nationale brands, og vores for-analyse viser et stort potentiale for at styrke brugeroplevelsen og dermed platformens effektivitet,

siger Line Huusom, Account Director, Insights + Experience, Valtech.

DEAS har arbejdet sammen med Valtech på en række projekter, bl.a. en opgradering af deas.dk samt selvbetjenings-appen DEAS 24syv. 

Vi har valgt Valtech, fordi de er super skarpe og besidder unikke digitale kompetencer - særligt inden for digital innovation og transformation. Og vi skal sammen sikre en helt optimal kundeorienteret brugeroplevelse gennem hele udlejningsprocessen,

slutter Henrik Dahl Jeppesen.

Over 6.000 boliger udlejes på årsbasis via Findbolig.nu. Sitet forventes at blive relanceret i januar 2021.

 

Udgivet 26. marts 2020