DEAS Group, Lundgrens og CBRE vil sikre unge talenter i nyt netværk

Nyt netværk på tværs af Transactions & Advisory Services i ejendomsbranchen skal sikre talentmassen og være med til at udvikle de nye eksperter.

Efter at have gennemført 16 transaktioner for klienter fordelt på bare 18 måneder, har Transactions & Advisory Services i DEAS Group med Kim Beck i spidsen taget initiativ til at samle et netværk af unge talenter med fokus på investeringer, transaktioner og capital market i tæt samarbejde med branchekollegaerne Lundgrens og CBRE. 

Netværket kaldes ’Accelerate Group’, og deltagelse kan ansøges af alle, der arbejder inden for Transactions & Advisory Services i ejendomsbranchen. Netværket faciliteres af DEAS Group, Lundgrens og CBRE i fællesskab.

Position forpligter. Ejendomsmarkedet er i konstant udvikling, en udvikling der bliver forstærket af den stigende internationalisering og politiske tiltag. For at sikre en bedre indsigt i de forskellige aspekter af markedet er det vigtigt at få både social og faglig sparring på tværs af kompetencer, især for de nye i branchen. Det er en sparring, som jeg selv manglede i starten af min karriere. Og det er lige præcis det, jeg håber, at vi vil opnå med dette netværk: At skabe et rum for de nye talenter, der vil styrke deres netværk og give dem flere faglige kompetencer

fortæller Kim Beck, der er Head of Transactions and Advisory Services i DEAS Asset Management.



Første arrangement bliver afholdt i oktober, hvor DEAS Group CEO Rikke Lykke holder oplæg. Herefter vil næste arrangement blive afholdt hos Lundgrens i november, hvor relevante juridiske emner er i fokus, og herfra vil der være et månedligt arrangement med en ny gæstetaler. 

Vi har alle en stor viden inden for vores individuelle faglige områder, og når vi vidensdeler på tværs, har vi mulighederne for virkelig at opnå noget unikt. Derfor er det også en stor glæde, at mine kollegaer i branchen bakker op om netværket

siger Kim Beck. 

Vil du være del af Accelerate Group?

Ønsker du at deltage i netværket, kan du sende dit CV til accelerategroup@deas.dk.Deltagelse er gratis.
 

Udgivet 09. september 2022