Arkitekturpris går til OPP-projekt, Retten i Svendborg

Pressemeddelelse: Den årlige Arkitekturpris fra Svendborg Kommune blev mandag eftermiddag tildelt Retten i Svendborg.

Retsbygningen blev taget i brug i juni 2016 og er blevet til i et offentlig-privat partnerskab (OPP). Udviklingsselskabet CASA, ejendomsforvaltningsselskabet DEAS samt investorerne PensionDanmark, PKA og Sampension står bag vinderprojektet. KPF Arkitekter har tegnet den 4.000 m2 store bygning, og den arkitektonisk smukke og funktionelle bygning blev afleveret til tiden til den aftalte pris og er gennem aftalen sikret en solid drift og et effektivt vedligehold. Parterne høster nu omverdens anerkendelse for projektet ved at modtage Svendborg Kommunes Arkitekturpris, der uddeles til særligt vellykkede nye bygninger på den landsdækkende Arkitekturens Dag.

En unik kombination af højtidelighed og imødekommenhed

Med den nye retsbygning fik den sydfynske retskreds sin egen retsbygning og en ramme om deres aktiviteter, som synliggør, at der arbejdes tidssvarende og professionelt for ret og retfærdighed. 

Retten i Svendborg får Svendborg Kommunes Arkitekturpris 2017 for den vellykkede tolkning af en moderne retsbygning. Husets indre er lyst og imødekommende, mens de ydre rammer er seriøse og højtidelige. Den arkitektonisk-kunstneriske tilgang har skabt en unik retsbygning, der trækker på historiske referencer fra antikkens templer, samtidig med at bygningen er inspireret af den nordiske humanistiske modernisme,

siger arkitekt MAA Dan Ljungar, der er udpeget af Arkitektforeningen til juryen bag Svendborgs Arkitekturpris.

Projektet er et godt eksempel på, at OPP-modellen er en effektiv løsning. Alle parter har budt ind med hver deres kompetencer, og der har været et tæt samarbejde med Bygningsstyrelsen og Retten i Svendborg med et flot resultat.

For pensionskasserne PensionDanmark, PKA og Sampension, der investerer i ejendommen, er anerkendelsen fra Svendborg Kommune en bekræftelse på, at god arkitektur er et vigtigt parameter for værdiskabelse, når det gælder investeringer i fast ejendom.

Om Byretten - et moderne og energivenligt byggeri

Der er etableret syv retssale i retsbygningens stueplan, mens førstesalen har kontorfaciliteter til rettens ca. 40 medarbejdere. Der er tale om en energivenlig bygning med et godt indeklima. Retten ligger med udsigt over Svendborgsund.

Om OPP-teamet

Konsortiet består af CASA, DEAS samt investorerne PensionDanmark, PKA og Sampension. Mens CASA har stået for opførelsen, er DEAS ansvarlig for drift og vedligehold i en 20-årig periode. 

Om OPP

Kernen i OPP er, at det offentlige finder private leverandører til ikke blot at gennemføre et byggeprojekt men også at drive byggeriet. Den private part får altså ikke blot ansvar for byggeriet, men også for efterfølgende vedligehold og driftsopgaver. Løsningen bevirker, at den offentlige instans gennem private investorer typisk vil få finansieret et nybyggeri langt hurtigere, end hvis den offentlige instans selv skal rejse midlerne til et byggeprojekt. 

 

Udgivet 03. oktober 2017

Kontakt

Lars Olaf Larsen

Senior Director
Public Private Partnership
Bliv kontaktet

Cases

DEAS har deltaget i flere
OPP-projekter

Se cases