Guide: Sådan bekæmper du skægkræ
I løbet af de senere år er insektet skægkræ dukket op i danske boliger. Problemet er nyt i Danmark, men har eksisteret i Norge og Sverige i 5-10 år.
Er skægkræ først for alvor flyttet ind, kan de være svære at få bugt med. Du bør derfor straks iværksætte en række foranstaltninger, hvis du ser skægkræ i dit hjem:
Kontrollér dit indeklima
- Undgå fugt, luft ud flere gange dagligt og sørg for, at boligen er opvarmet.
Gennemfør en meget grundig rengøring
- Gennemfør en meget grundig rengøring, som bl.a. omfatter, at komfuret trækkes forsigtigt ud fra væggen, så det er muligt at gøre rent både under og bag komfuret – samt rengøring af skuffer og skabe, hvor der opbevares madvarer.
Støvsug ofte
- Ved grundig støvsugning, gerne hver dag og specielt under og bag møbler, langs lister, dørtærskler, sprækker og små hulrum, vil en del æg, nymfer og insekter kunne fjernes, og deres næringskilder reduceres. Det vil bidrage til at holde bestanden af skægkræ nede.
Gennemgå dine madvarer
- Kassér alle madvarer, som har haft ”besøg” af skægkræ og sørg for, at madvarer som sukker, mel, gryn og lignende opbevares i lufttætte glas- eller plastbeholdere.
Kontrollér dit affald
- Sørg for, at affaldsspanden til madaffald har et tætsluttende låg og fjern altid evt. spild.
Brug fælder
- Enkelte skægkræ kan undslippe rengøringen, og fordi de har en lang livscyklus, kan man opsætte klisterfælder og/eller limtape med lokkemad (f.eks. Siris-mel). Limtape er fleksibelt og kan anvendes både lodret og vandret, men tapen er meget klistret og anbefales ikke til hjem med husdyr og mindre børn. Her kan man i stedet anvende limfælder, hvor limen er under låg.Skægkræ spiser gerne døde artsfæller, og man bør derfor lade de døde insekter blive siddende i limen for at tiltrække flere skægkræ til fælden.
- Lokkemad, klister-fælder m.m. kan købes i fx byggemarkeder.
Hvordan undgår man af få skægkræ?
Det er ikke helt let at skærme sig mod skægkræ. De helt unge insekter er små og svære at få øje på, og de kan nemt snige sig med i møbelemballage, en postpakke med varer, en kasse fra kælderen eller bagage fra en ferie. Det anbefales derfor at være meget opmærksom ved udpakning og i øvrigt forebygge ved at renholde boligen som beskrevet.
Kontakt din vicevært
Har du konstateret skægkræ i din bolig, og har du brug for hjælp til at bekæmpe dem, skal du kontakte din vicevært.
Fakta om skægkræ
- Skægkræ er i familie med de små livlige sølvfisk, som mange sikkert er stødt på i badeværelset eller køkkenet. Skægkræ er også kendt under navnet skægget sølvkræ.
- Skægkræ er et nataktivt vingeløst insekt, der lever indendørs. Som voksen har det en skælbeklædt, skægget krop på 12-18 mm i mørkegrå/brune farvenuancer. Helt unge skægkræ, som endnu ikke har fået skæl, er lysere i farven, næsten sølvagtige. Skægkræ er kendetegnet ved at have to lange antenner på hovedet og tre haletråde, der er lige så lange som kroppen.
- Skægkræ har en lang livscyklus. Udviklingen fra æg/nymfe til voksent, kønsmodent skægkræ tager under normale forhold 2½-3 år, og som voksen kan skægkræ leve i yderligere ca. 3 år.
- I modsætning til sølvfisk er fugtige omgivelser kun vigtige for æg, nymfer og helt unge skægkræ. De voksne skægkræ trives lige så fint på tørre, mørke steder med en temperatur på 20-22 C°. Dette giver dem gode vilkår for at formere sig i stort antal, og nogle få insekter kan derfor hurtigt blive til mange og sprede sig til hele boligen, hvor de kan gemme sig i skabe, i og bag reoler, i skuffer, under gulvlister eller i vægges isoleringsmaterialer.
- Skægkræ spiser både plante- og dyrematerialer. De har et særligt enzym i tarmen, som gør, at de også kan spise papir og tapet. De foretrækker dog en mere varieret kost og lever gerne af madrester, brødkrummer, sukker, mel, gryn og lignende.
- Man finder dem derfor ofte, hvor de har let adgang til denne type føde; dvs. i køkkenskabe, hvor de kan skaffe sig adgang til madvarer i papiremballage, ved affaldsspande uden låg, i køkkenvasken og bag komfuret. De bittesmå hudceller, som mennesker dagligt afstøder og ”drysser” rundt omkring i boligen, er god og proteinrig næring for insekterne, der heller ikke går af vejen for at fortære døde artsfæller.
- Voksne skægkræ kan overleve i op til 9 måneder uden at indtage føde.
Udgivet 10. december 2021