5 gode råd til et godt indeklima i vintervejret
I vintersæsonen kan indeklimaet i boligen nemt blive noget klamt og fugtigt, og dine varmeudgifter kan komme ud af kontrol. Vi giver dig her fem gode råd til at passe på både varmeregningen og indeklimaet.
Dug på vinduerne indvendigt? Tid til udluftning
Det er usundt for både dig og din bolig, hvis duggen driver ned ad dine vinduer indvendigt. Det skyldes typisk, at der mangler udluftning, og at der eventuelt tørres tøj i lejligheden. Den fugtige luft bliver til dug, når den rammer kolde flader.
Det er en dårlig idé blot at skrue op for radiatorerne for at komme problemet til livs. Det er i stedet vigtigt at lufte ud to gange i døgnet ved at åbne vinduerne i fem minutter. Vi anbefaler, at du samtidig lukker ned for radiatortermostaterne.
Rengør udsugningen i køkken og bad
Det er en god ide at rense udsugningen fra badeværelset, så synligt skidt og snavs i åbningen fjernes. Filtre i emfang og emhætter skal også tages ud og rengøres. På den måde sikrer du en bedre udluftning, som er med til at give et godt indeklima i lejligheden.
Jævn opvarmning af boligen er bedst
Det er vigtigt at holde alle rum opvarmede. Kolde rum trækker varme fra dine naboer og giver fugtproblemer i rummet. Hold termostaten på minimum 2. Så vil radiatoren forsøge at holde 17 grader i rummet.
Tænk over, hvor varmt du foretrækker det
Hvis du indstiller din termostat på 3, så forsøger radiatoren at ramme 20 grader. Står termostaten på 1 = 14 grader, 2 = 17 grader, 3 = 20 grader, 4 = 23 grader og 5 = 25 grader. For hver ekstra grad temperaturen stiger, stiger dit varmeforbrug tilsvarende med cirka 5 %. Vælger du indstilling 5 kan du dermed regne med et varmeforbrug, der er 25 % højere end nødvendigt.
Tildæk ikke radiatoren
Termostaten må ikke dækkes til, men skal være gennemstrømmet af luft, så den regulerer efter luftens temperatur. Det er derfor vigtigt, at radiatorerne ikke afskærmes af sofaer eller andet, men frit kan komme af med varmen. Det er ærgerligt at blive afregnet for 25 grader, når der reelt er koldere i rummet.
Udgivet 07. december 2017