Efter et nedbrud på telefon- og internetforbindelser tidligere i dag, er alle systemer nu oppe at køre. Vi kan igen modtage telefonopkald og e-mails.

Sådan forebygger du skadedyr i din bolig

Skadedyr er en fællesbetegnelse for dyr, som generer mennesker og ødelægger vores ting. Bekæmpelse af skadedyr kan være besværligt og omkostningstungt, og derfor kan det godt svare sig at forsøge at undgå skadedyr ved at tage nogle forholdsregler.

Er skaden sket, og du opdager, at du fx har væggelus i hjemmet eller ser rotter i ejendommen eller gårdhaven, skal du kontakte din udlejer, så I hurtigst muligt kan få skadedyrene bekæmpet professionelt. Her får du en række gode råd, som kan hjælpe dig til at forebygge og undgå de mest almindelige skadedyr, nemlig møl, klannere (en særlig slags biller), væggelus og rotter.

Forebyggelse af møl

Snavset tøj tiltrækker klædemøl, og derfor er det en god idé engang i mellem at sortere og holde orden i sit vasketøj og i sin garderobe.

Det er også en god idé at pakke uldtøj ind i plastikposer, når det er sommer.

Vær ekstra opmærksom på rum eller steder, hvor du ikke kommer så ofte, og hvor møllene kan formere sig og lægge æg, uden du opdager det. Det gælder fx opbevaringskasser under sengen, opbevaringsrum, skabe og skuffer til sæsontøj, gæsteværelser, kælderrum og loftrum.

Når det gælder frømøl og madvarer, så kom tørre fødevarer som gryn, mel, mysli, kiks, nødder mm. i tætsluttende beholdere, da disse er frømøllenes favoritter. Sorter og tjek også jævnligt fødevarer, som står bagerst, og som du ikke bruger så ofte, og ryd ud i dem. Sørg desuden for at holde køkkenet rent, så der ikke er rester i skabe og skuffer, som møllene kan hygge sig med.

Forebyggelse af klannere

En klanner er en lille bille, som kan stamme fra fødevarer. Den kan også stamme fra en fuglerede på loftet eller døde mus under gulvet, idet den tiltrækkes af rester fra døde dyr. Flæskeklanneren og husklanneren spiser forskellige former for fødevarer, herunder hunde- og kattefoder.
Der findes typisk tre forskellige typer af klannere, som folk plages af.

  • Flæskeklanner (sort brunlig med et beige bånd midt på kroppen med 6 sorte pletter)
  • Husklanner (sortbrun)
  • Brun pelsklanner (brun)

I lejlighedskomplekser kan det være svært at undgå at få klannerne indenfor, hvis en af de tilstødende lejligheder er angrebet. For at prøve at undgå at blive angrebet bør man gøre ekstra godt rent og få båret affald med madrester og mademballager ud, så der ikke er noget, klannerne kan leve af.

Forebyggelse af væggelus

Væggelus er cirka seks - syv millimeter lange, rødbrune og lever i sprækker i træværk, bag løst tapet, bag billeder og i sengerammen. De suger blod fra mennesker om natten og efterlader kløende bid, der kan være meget ubehagelige. Væggelus kan ligne små æblekerner og bringes i mange tilfælde ind i hjemmet efter en ferie på steder med væggelus.

Har man været på ferie, hvor der er væggelus eller mistanke om det, er det en god idé at undgå at smide sin kuffert op på sengen eller andetsteds i soveværelset ved hjemkomst og i stedet stille den på badeværelset. Gennemgå herefter bagagen. Tøj og andre genstande vaskes i vaskemaskine eller fryses et par døgn. Ting, der ikke tåler vask eller frysning, undersøges nøje, og kufferter, tasker og lignende kan eventuelt sprøjtes med et insektmiddel mod krybende og kravlende insekter.

Tips hvis du kommer hjem fra ferie og har mistanke om væggelus

  • Vask og tør dit tøj på de højest mulige temperaturer eller læg det i fryseren.
  • Gør rent i alle områder af dit soveværelse, især gulvet omkring og under din seng samt sengeborde.
  • Støvsug og husk bagefter at tømme og rengøre støvsugeren.

Råd til forebyggelse af rotter

Den bedste måde at afskrække rotter på er at nægte dem adgang til mad, vand og husly. Det kan du bidrage til ved følgende forholdsregler:

  • Sørg altid for, at alt affald placeres i affaldscontainere, og at låget lukkes helt, når du har smidt dit affald ud. Affaldsposer eller rester af affald ved siden af containerne i skralderummet tiltrækker rotter.
  • Undgå at opbevare fuglefoder på steder udenfor, hvor rotter kan komme til det, hvis du fx gerne vil fodre fugle om vinteren.
  • Undgå at glemme eller efterlade madrester og mademballager på gård- og havearealer, hvis du spiser udendørs, og ryd altid op efter dig.

Du kan søge og læse mere om forebyggelse af skadedyr og skadedyrsbekæmpelse på www.bolius.dk.

Find ejendommens kontaktpersoner nemt og hurtigt.

Søg her

Flere gode råd

Få svar på de spørgsmål, lejere ofte stiller til os

Læs mere