Efter et nedbrud på telefon- og internetforbindelser tidligere i dag, er alle systemer nu oppe at køre. Vi kan igen modtage telefonopkald og e-mails.

Husk at tjekke reglerne for fremleje til fx studerende

Som lejer af en lejelejlighed har du lov til at fremleje et eller flere værelser til fx en boligsøgende studerende. Der gælder dog særlige regler for fremleje, som du skal være opmærksom på, og dem kan du få fod på her.

I øjeblikket mangler mange studerende en bolig, og hvis man ikke selv har brug for alle rum i sin lejlighed, kan det være fristende at fremleje et eller flere værelser i lejligheden for både at hjælpe en studerende og få en sideindtægt. I lejelovens kap. XII findes nogle helt specifikke regler for fremleje, som man skal være opmærksom på, inden man lader en anden flytte ind i sit lejemål.

Hvis du overvejer at fremleje enkelte værelser i din lejebolig

Som lejer har du ret til at fremleje op til halvdelen af værelserne i dit lejemål. Bor du til leje i en lejlighed med to eller tre værelser, må du fx gerne fremleje et af værelserne. Det samlede antal personer, der bor i lejligheden, må dog ikke overstige antallet af beboelsesrum. Bor du fx sammen med din kæreste i en 4-værelses lejlighed, må du ikke udleje et værelse til et par, samtidig med at du udlejer det sidste værelse til en enkelt person, da I så vil komme til at bo fem personer i en lejlighed med fire beboelsesrum

Derudover skal fremlejeaftalen være skriftlig, og den skal udleveres i kopi til udlejer, inden fremlejeforholdet begynder. På boligministeriets hjemmeside kan du downloade en gældende standardlejekontrakt, som også kan anvendes i forbindelse med fremleje. I så fald skal du sætte kryds ved, at lejeforholdet er et fremlejeforhold. Du kan finde lejekontrakten her.

Udlejer kan ikke modsætte sig fremlejen, så længe du overholder disse regler. Overholder du ikke reglerne, kan du risikere, at udlejer ophæver din lejekontrakt.

Disse regler gælder over for din egen udlejer. Derudover skal du være opmærksom på de regler, der gælder over for den lejer, du fremlejer et værelse til.

Om at fastsætte lejen m.v.

Hvis du fremlejer enkelte værelser i den lejebolig, du selv bor i, kan du opsige fremlejeforholdet med en måneds varsel. Såfremt du ikke deler samme lejlighed og indgang med din fremlejetager gælder dog lejelovens sædvanlige opsigelsesvarsel og derudover skærpede krav for overhovedet at kunne opsige fremlejekontrakten (fx betalingsmisligholdelse).

Når du fastsætter lejeniveauet, skal du være opmærksom på, at huslejen kan blive prøvet i huslejenævnet. Hvis du har sat lejen for højt, kan du derfor blive forpligtet til at tilbagebetale det for meget opkrævede til din fremlejetager. Lejeniveauet er begrænset til det lejedes værdi, dvs. til den leje, der er almindeligt gældende for tilsvarende værelser i området, hvor du bor. Der bliver ikke ført offentlige registre over lejeniveauet, og det kan derfor være svært at fastsætte en passende leje. Vi anbefaler derfor, at du skeler til den leje, du selv betaler for lejemålet i forhold til størrelsen af de rum, du ønsker at fremleje. Den leje, du aftaler i fremlejekontrakten, skal desuden indeholde forbrug af varme, vand, el, tv mv., da dette ikke må opkræves særskilt.

Helt generelt er det vigtigt at vide, at forholdet mellem dig og din fremlejetager ikke ændrer på dine forpligtelser over for udlejer. Det betyder, at det fortsat er dig, der skal betale huslejen til udlejer, uanset om din fremlejetager har betalt sin månedlige leje eller ej. Det er også udelukkende dig, der hæfter for evt. skader ved lejemålet, for den løbende vedligeholdelse og for istandsættelse ved fraflytning. Det er dig, der har ansvaret, selv om skaderne skulle være forvoldt af din fremlejetager.

Hvis du overvejer at fremleje hele din lejebolig

Det er principielt muligt at fremleje et beboelseslejemål i sin helhed i op til to år, men kun når ganske særlige betingelser er opfyldt. Fx skal dit fravær skyldes midlertidig sygdom, forretningsrejse, udstationering eller en anden lovlig fremlejegrund. Det er altså ikke tilladt at fremleje en hel lejebolig for at tjene lidt ekstra ved selv at flytte ind hos fx en ven, en kæreste eller i et sommerhus. Fremlejer du uden lovlig grund og uden udlejers accept, kan din lejekontrakt blive ophævet. Overvejer du at fremleje hele lejligheden, vil vi anbefale, at du i god tid kontakter din udlejer eller os for at undersøge, om betingelserne for fremleje er opfyldt eller ej. 

Ved fremleje af hele lejligheden skal du være opmærksom på, at det ligeledes alene er dig, der hæfter over for udlejer.

Fremleje som bed & breakfast eller airbnb

Du skal være opmærksom på, at du ikke må lave gentagne korttidsfremlejninger, hvor du fremlejer et eller flere værelser eller hele din lejlighed som en slags bed & breakfast eller airbnb. En lejebolig er typisk forbeholdt til helårsbeboelse, og dette formål er ikke opfyldt ved korttidsfremleje, som er en ulovlig erhvervsmæssig benyttelse af lejemålet, der kan medføre, at udlejer ophæver din lejekontrakt.

Find ejendommens kontaktpersoner nemt og hurtigt.

Søg her

Ansøg om fremleje

Har du brug for at fremleje i en periode?

Hent ansøgning her