Efter et nedbrud på telefon- og internetforbindelser tidligere i dag, er alle systemer nu oppe at køre. Vi kan igen modtage telefonopkald og e-mails.

Beboerrepræsentationen: Talerør for lejerne og udlejers sparringspartner

Hvis du bor i en ejendom med mindst seks lejeboliger, har I som lejere ret til at vælge en beboerrepræsentation. Har ejendommen 2 til 5 lejeboliger, kan I vælge en talsmand. Det styrker samarbejdet mellem lejer og udlejer og giver jer både indsigt i og indflydelse på, hvordan ejendommen drives.

Medlemmerne af beboerrepræsentationen varetager lejernes interesser over for udlejer.

Beboerrepræsentationen fungerer som talerør for lejerne, og de er en vigtig sparringsparter for udlejer. De er opmærksomme på forhold, som hverken udlejer eller vicevært har mulighed for at kende. Derfor er repræsentanternes tanker om fx vedligeholdelses- og forbedringsarbejder vigtig information for udlejer.
Og så er de ofte en uvurderlig hjælp, hvis der opstår konflikter mellem lejerne. De kender de enkelte lejere og kan også være med til at opdage, hvis der er lejere, der har behov for hjælp,

siger administrator Kenneth Wolters fra DEAS.

Masser af mulighed for indflydelse

Beboerrepræsentanterne kan drøfte spørgsmål om ejendommens drift med udlejer og får udleveret ejendommens vedligeholdelsesplan.
De får også udleveret mere udførligt materiale og oplysninger om varsling af lejeforhøjelser. Og de kan på vegne af alle ejendommens lejere gøre indsigelse mod lejeforhøjelser og forbrugsregnskaber.

Årligt beboermøde

Beboerrepræsentanterne skal indkalde til et årligt beboermøde, hvor repræsentanterne vælges, og de enkelte lejere kan stille spørgsmål og komme med forslag. På mødet kan man også vedtage en ny eller ændret husorden.

Møder og drøftelse med udlejer

Der holdes også møder mellem repræsentanterne og udlejer, når den årlige vedligeholdelsesplan skal gennemgås, og inden der igangsættes større forbedringsarbejder, der vil give lejeforhøjelse.

Repræsentanterne kan:

  • foreslå ændringer i prioriteringen af vedligeholdelsesplanen og i forbedringsarbejderne. Det kan for eksempel være en anden fordeling af udgiften mellem lejerne. 
  • i visse tilfælde pege på en håndværker eller entreprenør, der kan give tilbud på arbejder.
  • deltage i licitationen og byggemøder ved større forbedringsarbejder.

Der kan også holdes møde med udlejer om de omkostningsbestemte lejeforhøjelser. Nogle af de driftsudgifter, der indgår i lejeberegningen er delvis variable. Så hvis fx lejerne har et ønske om en årlig grundig hovedrengøring, kan udlejer acceptere det, hvis udgiften får lov til at påvirke lejen.

Vil du vide mere?

Hvis du er blevet interesseret i at høre mere om arbejdet i en beboerrepræsentation, så kan du kontakte din administrator.

Du finder kontaktoplysningerne på www.deas.dk/kontaktperson, eller du kan ringe på 70 30 20 20.

E-service

Find og underskriv vores blanketter og formularer digitalt.

Gå til E-service

Find ejendommens kontaktpersoner nemt og hurtigt.

Søg her