Husleje og reguleringer

  • Stigning med tilbagevirkende kraft

    Stiger ejendommens skatter og afgifter, er der mulighed for at lægge stigningerne på lejen med tilbagevirkende kraft. Det vil sige fra det tidspunkt, hvor ejendommen er forpligtet til at betale de forhøjede afgifter til det offentlige.

    Der gælder dog den regel, at lejeforhøjelsen skal varsles fem måneder efter, at det offentlige har pålagt ejendommen de nye forhøjede skatter og afgifter.

    Kommunerne udsender ofte først ejendomsskatteopkrævninger i december eller januar, selvom de træder i kraft 1. januar. Derfor skal der varsles lejeforhøjelse inden udgangen af maj for at opfylde denne regel. Derfor varsler vi skatte- og afgiftsstigninger i perioden januar-maj med tre måneders varsel, og det er med tilbagevirkende kraft fra 1. januar. Du skal derfor være opmærksom på, at der kan komme en efteropkrævning gældende for 1. januar til varslingen træder i kraft.

    Du kan læse mere om skatter og afgifter i vores pjece 'Ændring af lejen'.

  • Depositum og forudbetalt leje

    Dit depositum og forudbetalt leje reguleres i takt med prisudviklingen i skatter og afgifter.

  • Pristalsregulering

    Skal din leje pristalsreguleres, fremgår det af § 11 i din lejekontrakt.

    Pristalsregulering går ud på, at lejen en gang årligt reguleres med den procentdel, som nettoprisindekset er steget. Denne form for regulering er altid aftalt i lejekontrakten. Her står der, hvilken dato lejen stiger, og hvilket prisindeksår, der skal bruges. Indekseringen sker altid af foregående års leje.

  • Varsling

    Du skal naturligvis have besked om lejestigningen. Men det betyder ikke, at du nødvendigvis får meddelelsen senest tre måneder, før reguleringen træder i kraft, som det er tilfældet med alle andre lejereguleringer. Det skyldes, at datoen for ændringen fremgår af din lejekontrakt.

  • Trappeleje

    I din lejekontrakt kan der stå, at lejen skal stige med bestemte beløb på bestemte tidspunkter. Det kaldes trappeleje.

    Efter 1. juli 2015 kan der ikke længere aftales trappeleje. Hvis du har lejet din lejlighed før denne dato, fortsætter reguleringen, som det er fastsat i din lejekontrakt.

    Af din lejekontrakt skal det klart fremgå, hvornår og med hvor meget lejen stiger, og der skal være en slutdato for trappelejen.

    I den periode du betaler trappeleje, kan du også blive reguleret i lejen på grund af stigninger eller fald i skatter og afgifter.

  • A conto-vand og -varme

    Varme- og vandregnskabet opgøres for ét år ad gangen. Det fremgår af din lejekontrakt, hvornår varme- og vandregnskabsperioden slutter i din ejendom. I ejendommens varmeforbrug indgår også udgifter til varmeforsyning og energimærkning.

    Du skal være opmærksom på, at der går 3-4 måneder efter varme- eller vandregnskabsperiodens afslutning, før du får tilsendt regnskabet.

    Skal du have penge tilbage, sker afregningen sammen med lejen måneden efter, du har modtaget regnskabet. Skal du efterbetale, bliver beløbet tidligst opkrævet én måned, efter du har modtaget regnskabet.

  • A conto-bidrag

    Du betaler hver måned et aconto-bidrag. Dit indbetalte acontobeløb, fratrukket dit samlede forbrug, giver din afregning. Har du betalt mere i aconto, end du har brugt, får du penge tilbage. Har du betalt mindre i aconto, end du har brugt, får du en efterbetaling.

    Får du en efterbetaling, sætter vi din a conto-betaling op, så du – så vidt muligt og med forbehold for prisændringer – kan undgå en efterbetaling det efterfølgende år.

    Du skal være opmærksom på, at flytter du fra lejligheden, skal du betale aflæsningsgebyrer til forsyningsselskaberne.

    Du kan læse mere om aconto vand og varme i vores pjece 'Ændring af lejen'.


E-service

Find og underskriv vores blanketter og formularer digitalt.

Gå til E-service

Læs lejeloven

På retsinformation.dk finder du Lejeloven.

Læs mere